Rosa portlandica

Portlandroserne som havebusk:
Et særligt kendetegn for portlandroserne er de korte blomsterstilke og de aflange, tilspidsede blade, der sidder som en manchet lige under blom­sterne, ser ud som om blomsterne bæres af bladene. Disse har et meget specielt udseende, idet kronbladene i centrum ruller sig indad selv i fuldt udsprungen tilstand. Et andet særkende er den lave vækst, bortset fra Jaques Cartier der i vores have er 2 meter høj. Men helt klart en rose der kan anbefales til en lille have. Blomsterne dufter helt fantastisk som de fleste Portlandroser. Prøv at klippe en blomst af Jaques Cartier med de underste grønne blade og sæt den i vandbad på badeværelset – utroligt smukt syn.

Da de er så rigt blomstrende, kræver de masser af vand og næring. Det er også vigtigt, at det afblomstrede klippes væk løbende for at fremme nye blomster. Pynter selvfølgelig også på selve busken. Ofte er første flor på nogle af Portlandroserne ikke lige så flot som andet flor, så man skal ikke være nervøs, hvis første flor ser lidt flosset ud. De er rimelig vinterhårdføre og klare fint en hård vinter uden større skader selvom de er remonterende.

Portlandrosernes historie:
Portlandrosernes baggrund er mildt sagt usikker. Mange har spekuleret, andre har forsket, men oprindelsen er fortsat hyllet i dunkelhedens tåger. Det fortælles gerne, at en engelsk adelsdame, hertuginden af Portland, den roseninteresserede »2nd Duchesse of Portland«, havde en rose med sig hjem fra en Italiensrejse i begyndelsen af 1800-tal­let, og at denne rose skulle være 'The Portland Rose', som - ifølge en del kilder - blev moderplante for gruppen. Nogle påstår hun aldrig har været i Italien, gad vide hvor de har den påstand fra? Der forelig­ger også en oplysning om, at rosen stod optaget i en engelsk planteskole fortegnelse fra 1782, og ifølge sam­me kilde skulle den være taget un­der dyrkning i Frankrig tre år senere.

Den Franske gartner Souchet benyttede portlandfrøplanter i sine krydsninger. Han tiltrak bl.a. 'Rose du Roi', som blomstrede første gang i 1815, og denne siges også at være gruppens stamrose, en antagelse, som bygger på at den 3. hertuginde af Portland (altså ikke den 2.), havde frø af Rosa chinensis 'Semperflorens' med sig hjem fra en rejse, og at disse frø førte til 'Rose du Roi'.

Hvem det end var, som havde hvilke frø med hjem, så blev portlandro­serne enormt populære både i England og i Frankrig. Der fandtes 84 forskellige sorter i 1848 i Kew Garden i Lon­don. I dag er portlandroserne reduceret til en lille eksklusiv gruppe af historiske roser. De gled i baggrun­den, da bourbon- og remontantroserne lanceredes, hvilket undertiden forklares med disses somme tider større blomster og stærkere farver, men det mest sandsynlige er nok, at portlandroserne trængtes ud af de nye roser ganske enkelt, fordi det blev højeste mode at have dem i haver­ne.

Roseneksperterne har heller ikke kunnet enes om, hvad det er for ge­ner, som mødes i oprindelses rosen. En gruppe mener, at forældrene består af en efterårsblomstrende, måske 'Quatre Saisons', og en gallica, muligvis 'Officinalis'. Andre mener også Rosa chinensis 'Semperflorens' ('Slater's Crimson China') er involveret.

I de helt gamle rosenbøger optages portlandroserne til tider som en undergruppe til damascenerne, og der er uden tvivl en forbindelse. Efterhånden som portlandroserne udvikledes, er deres karakter dog blevet stadig mere »portlandsk«, De fortjener helt klart deres egen gruppe som det er i dag.

 
En historisk rose skal tilhøre en rosengruppe, der er fra før år 1867 ifølge Old Garden Rose Committee i American Rose Society