Rosa gallica

Den absolut ældste rosengruppe af de gamle haveroser.
 
Gallicaroserne som havebuske:
Gallicaroserne bærer for det meste sine blom­ster frit over løvet på stive stilke, undertiden enkeltvis, men oftest i grupper på 3-5 blomster sammen. I fyldighed varierer de fra sorter med enkle eller let fyldte blomster til sorter med tæt­ fyldte blomster. Gallicarosen kaldtes oprindeligt Rosa rubra, den røde rose. Ikke uforståeligt, da de fleste har stærkt farvede blomster i lyserødt, karminrødt, purpur­rødt, violetrødt, sortagtigt rødt, sågar også dybt blåviolet. Helt specielt for Gallicaroserne, er de stribede sorter, hvor den meget gamle Rosa Mundi er et pragteksempel i polkafarver. Gallicaroserne er en meget rigtblomstrende busk - men 'kun' på sommerens højdepunkt, i omkring 3 uger juni/juli. Duften er skøn og kraftig. Hos nogle sorter efterfølges blomstringen af fine, rødlige og oval/runde hyben.

Gallicaroserne har det helt klart bedst i fuld sol. De trives både i svær og i meget let jord, med et minimum af pasning. De er yderst velegnede som solitær busk, hæk eller i grup­per. Som rosenhæk kan den stå naturligt uklippet, men det er også muligt at klippe en hæk af Gallicaroser på begge sider med en hæksaks. En klippet rosenhæk af fx den stribede 'Rosa Mundi' er noget helt særligt.

Gallicarosernes historie:
Den vilde Rosa gallica (gallisk Rose, fransk Rose eller Rose af Provins) er en 40-80 cm høj rosenbusk som spreder sig langsomt ved udløbere eller frø, og er hjemmehørende i det sydlige og centrale Europa mod øst til Tyrkiet og Kaukasus. Det er en af de tidligste dyrkede arter af roser, og har væet dyrket i flere tusind år af grækerne og romerne og almindeligt anvendt i middelalderlige haver. Den har rejst rundt mellem landene med handelsfolk, krigere og munke.

I det tolvte århundrede før Kristus dyrkede man gallica-roser i Persien og senere i mange forskellige kulturer. Rosa gallica benævntes indtil 1753 Rosa rubra eller 'Den Røde Rose', den blev omdøbt af botanikeren Carl von Linné i 1759. Rosa gallica har været forbundet med Frankrig - Rosa alba, 'Den Hvide Rose' med England.

Gallicarosen er nok den rose der har betydet mest for haverosens diversitet i starten af 1800 tallet. Man mener der har eksisteret og været handlet med mere end 2000 sorter til havebrug, i dag er tallet nede på nogle hundrede overlevende sorter. Farveskalaen, gul findes ikke, den går fra ren hvid over rosa, grårosa, rød, lilla til mørk fløjlsagtig purpurviolet som er enestående blandt de Historiske Roser.

Mange af roserne her er meget gamle og man kan ikke navngive en forædler, men i stedet bruges ofte en ”genintroduktion” person eller en person som har ”opdaget/fundet” rosen et eller andet sted i verden. Mange af rosernes årstal her, er skrevet sådan at årstallet betyder at rosen er fra før dette år ofte mange hundrede år tilbage men man hørte første gang om rosen i Europa dette skrevne år.

I 2004 blev den gamle Gallicarose "Cardinal de Richelieu”, brugt som udgangspunkt i genteknologi til at producere de første blå roser.

En historisk rose skal tilhøre en rosengruppe, der er fra før år 1867 ifølge Old Garden Rose Committee i American Rose Society