Rosa alba

Albaroserne som havebuske:
Rosa alba betyder 'De Hvide Roser'. Og på nær de stærkere farvede 'Blush Hip' og 'Konigin von Dane­mark' har de øvrige alba-roser da også hvide eller sart­farvede blomster. Roserne er hos nogle sorter let- eller halvfyldte, hos andre tætfyldte. De sidder oftest 3-7 sammen. Duften er fin og ren, ikke tung. Blomstringen, som varer ca. tre uger, begynder sidst i juni eller først i juli.

Den typiske alba-rose danner store fantastiske og solid solitærbuske fra 120 – til over 300 cm. Løvet er kraftigt og køligt grå­grønligt eller blåliggrønt - det står smukt til de lyse blomster. Grenene har ikke mange, men kraf­tige, krumme torne. Alba-roser er sunde og nærmest utroligt hårdføre roser, som selv efter en streng vinter står næsten ubeskadigede helt ud på de spinkle gren­spidser. Kan blive meget gammel i ens have. Albarosen er det ultimative valg  for romantiske sjæle og beboere i ældre huse – ikke mindst på landet, da de på enestående vis understreger charmen ved gamle bygninger.

Alba-roser trives - som alle andre roser - godt i fuld sol, men de udmærker sig desuden, på nær en enkelt sort, ved at være skyggetolerante roser. Det er de mest skyggetålende buskroser, som findes. De er derfor ideelle buskroser til at plante på steder, hvor træer eller andre forhindringer delvis tager op for lyset. De kan også plantes ved en nordmur samt espalieres herpå. Mange af vores Albaroser står de mest utaknemlige steder i haven og vokser lystigt. De kraftigst voksende og noget overhængende sorter som 'Mme Plan­tier' kan plantes ved et mindre træer og ledes op i disse. De er uovertrufne til robuste, kraftigt voksende hegn eller hække, hvor de vil tage godt op for vind og nysgerrige sjæle.

Albarosernes historie:
Adskillige alba-roser bærer præg af blandet oprindel­se. Nogle få har sikkert noisette blod i sig (men remon­terer ikke) - de har spinklere grene, næsten uden torne, lysere, undertiden gulliggrønt løv og lidt overhængende vækst.

Albaroserne menes at være opstået gennem en naturlig hybridisering mellem en Rosa damasce­na og en hvid Blomstrende Rosa canina og Rosa Gallica. Man ved det ikke helt sikkert. Alba-roserne har en lang og veldokumenteret historie og danner en gruppe med flere end 20 sorter, hvoraf de ældste menes at være mere end 2000 år gamle, dokumenteret gennem litteraturen.

Albarosen, Rosa alba er muligvis den rose, romeren Plinius nogle år efter Kristi fødsel beskriver i sin naturhistorie som 'Rosen fra Campania', i hvert fald beskrives en rose med hvide blomster og lystgrønt eller blågrønt løv. Sikkert er det at Rosa alba blev beskrevet både i det trettende og i det fjortende århundrede. Albaroser blev muligvis bragt til England af romerne, Plinius skriver også, at der voksede masser af hvide roser der.

De hvide roser blev dyrket i middelalderen, »doctor univer­salis« Albertus Magnus har dokumen­teret dette, og det kan også ses indenfor malerkunsten. Bl.a. regnes de hvi­de roser i Schongauers ”Madonna i rosenhaven”, som hænger i domkir­ken i Colmar, for at være albaro­ser. Jomfru Maria afbilledes også ofte med en hvid albarose, hvilket har givet an­ledning til navnet jomfruroser. De hvide albaroser sås som et talende symbol for det jomfrueligt rene.

En historisk rose skal tilhøre en rosengruppe, der er fra før år 1867 ifølge Old Garden Rose Committee i American Rose Society